SRI LANKA 2019


     

Ankomst til Sri Lanka, Negombo

Blandt dagens oplevelser:

  • Afslapning i Negombo på egen hånd, se evt. den hollandske kanal og det lokale marked
  • En tur i swimmingpoolen eller gå en tur ved Negombostranden
  • Solnedgang over det indiske ocean

Ved ankomsten til lufthavnen i Colombo står vores mand klar med et Kipling Travel skilt eller et navneskilt, og kører jer til hotellet, der ligger en kort køretur nordpå, ved kystbyen Negombo.

Resten af aftenen er til egne eventyr og med mulighed for at slappe af efter flyrejsen på vores hotel. Negombo er en livlig by med store strande samt et lokalt byliv og fiskemarked, den hollandske kanal mv.

     

Pinnewela elefantbørnehjem - mod UNESCO verdenskulturarv

Et par af dagens oplevelser:

  • Elefantbørnehjemmet i Pinnewela, nyd synet af de badende elefanter i floden
  • Sri Lankas smukke grønne landskaber mod Sigiriya

Efter morgenmaden gøres klar til rundrejsen, der foregår i egen bil med privatchauffør/guide. Vi opfordrer til, at I får skabt en god dialog med chaufføren, så I kan få indlagt lige netop de stop, I ønsker. Giver I udtryk for jeres ønsker, får I det optimale ud af køreturene. Vi kører gennem Sri Lankas smukke højland til Sigiriya, der ligger cirka 150 km fra Negombo. Undervejs besøger vi elefanterne i Pinnawela Elephant Orphanage, der er et statsstøttet elefantbørnehjem, hvor man opfostrer elefantunger, der har mistet deres familie i junglen. Pinnawela blev etableret i 1975 og besætningen består i dag af over 70 elefanter.Herefter kører vi videre nordpå i knap et par timer mod Sigiriya. Vi har resten af dagen til afslapning ved hotellets pool og blot nyde de smukke omgivelser.

  

Det centrale Sri Lankas store attraktion - Løveklippen

Blandt dagens store oplevelse:

  • Det centrale Sri Lankas store attraktion – Løveklippen, der er på UNESCO´s liste over verdenskulturarv
  • Frescomalerier og toppen af det mægtige klippefort

Dagens udflugtsmål er en af Sri Lankas største attraktioner, Sigiriya klippen. Sigiriya klippen, "løveklippen", er et imponerende klippefort, som har været et kæmpe kongepalads, ligger ophøjet på en cirka 200 meter høj klippe, med et enestående udsyn udover det omkringliggende landskab af jungle og bjergsilhuetter. Få steder på kloden finder vi bygninger, der er så velbevarede som denne borg, der gennem tiden har haft talrige funktioner. Udover at have været en fæstning fungerer det således nu som kunstgalleri og munkekloster, der må siges at være en særpræget kombination. Inden for murene findes store vandbassiner, smukke haveanlæg, imponerende stenstatuer af løver og en 1.000 år gammel mur med velbevarede Sigiriya malerier, der må have været den tids graffiti. Sigiriya findes på UNESCO´s liste over verdenskulturarv og regnes af nogle for en attraktion ligeværdig med Taj Mahal og Den Kinesiske Mur.

Vi anbefaler at I tager jer god tid til, at nyde den unikke stemning på turen op af klippen, forbi de berømte frescomalerier, og ikke mindst udsigten fra toppen af løveklippen. Der er tilknyttet et mindre museum, "Sigiriya Museum", der giver et interessant indblik i det imponerende byggeri.

Den resterende del af dagen er på egen hånd, med mulighed for at slappe af ved hotellets pool og haveområde, hvorfra der er udsigt direkte til Sigiriya klippen.

Grottetemplet Dambulla og eksotiske krydderier i Kandy

Tre af dagens store oplevelser:

  • Grottetemplet Dambulla, et af de største og bedst bevarede tempelkomplekser på Sri Lanka
  • Krydderhave – besøg på en af Sri Lankas berømte Spice Gardens
  • Kandy, højlandets hovedstad med kolonistemning og grønne bjerge

En kort køretur fra Sigiriya bringer jer til grottetemplet i Dambulla, der er et af de største og bedst bevarede tempelkomplekser på Sri Lanka. Templerne er bygget ind i oprindelige huler i klippen, og her er utallige smukke statuer, alene 48 af Buddha og Dambullagrotterne dateres tilbage til cirka 100 f.Kr. Vi vil formodentlig opleve en del Sinhalesere, der kommer til Dambulla for at bede, stemningen her er fantastisk.

Om eftermiddagen fortsætter vi gennem det smukke højland til Kandy, undervejs besøger vi en Spice Garden. Sri Lankas krydderhaver er en historie for sig. Her kan man ved selvsyn se hvordan ex. nelliketræ, pebertræ, kaneltræer og muskatplanter ser ud. Der er typisk en lille rundvisning rundt i haven, som dog ikke er selve agerdelen, men en krydderhave, med forklaringer omkring de forskellige krydderier og urter. Desuden er der en fin lille butik, hvor man efterfølgende evt. kan købe krydderier.

Sidst på dagen er der ankomst til højlandets hovedstad, Kandy. Kandy ligger med sine 110.000 indbyggere tilbagetrukket i Sri Lankas vidunderlige bjerge, og er Sri Lankas buddhistiske centrum – omgivet af skønne småbjerge og beroligende søer.

Sri Lankas kulturhovedstad og Tandens tempel

Et par af dagens oplevelser:

  • Sri Lankas kulturhovedstad og englændernes gamle sommerby, markeder og kultur
  • Tandens tempel, Dalada Maligawa – hvor relikviet kendt som Buddhas tand, opbevares
  • Den botaniske have Peradinaya med sin enestående samling orkideer

Dagen tilbringer vi i det, vi vil kalde Sri Lankas "kulturhovedstad". Englændernes gamle sommerby Kandy er sval grundet beliggenheden i omtrent 500 meters højde. Handelsgaderne er koncentreret i det pittoreske kvarter bag Tandens Tempel og Queens hotel. Her er let at finde rundt og utallige butikker som faldbyder nærmest hvad som helst.

I templet Dalada Maligawa – bedre kendt som ”Tandens Tempel” opbevares relikviet kendt som Buddhas tand, der er optaget på UNESCO's liste over verdenskulturarv. Tanden og templet besøges dagligt af hvidklædte munke, der hylder tanden med lotusblomster. Der er usikkerhed om, hvorvidt tanden rent faktisk er den originale, der i det 4. århundrede blev ført til Sri Lanka af en prinsesse, der skjulte den i sit hår! Det afholder dog ikke fra massive fejringer i juli-august, hvor Buddhas odontologiske rester markeres ved et 10-dages optog gennem Kandy. Her får den alt, hvad den kan trække af trommer, dans og elefanter (hvoraf én bærer en kopi af tanden) – festlighederne kulminerer med en ceremoni foran selve Tandens Tempel.

Vi når også at besøge den botaniske have Peradinaya med sin enestående samling orkideer.

Mod Sri Lankas smukke top - Nuwara Eliya

Tre af dages oplevelser:

  • Togrejse gennem Sri Lankas frodige højland og smukke bjergegne med terrassemarker og skov
  • Mod Sri Lankas smukke top Nuwara Eliya, også kaldet for ”Little England”
  • Temarker, teplantager med den skønne ceylon-te

Chaufføren møder os på hotellet i Kandy, hvorfra vi kører til banegården. Her tager vi på togrejse gennem højlandet til Nanu Oya, i alt cirka 4 timers varighed. Vi kører gennem de smukke bjergegne gennem landskaber med terrassemarker og skov af fyr og eukalyptus indtil Sri Lankas vidunderlige temarker langsomt dukker frem.

I Nanu Oya møder vi igen chaufføren der kører os det sidste stykke vej til Sri Lankas smukke top Nuwara Eliya. Nuwara Eliya udtales Nu-relia og ligger svalt og roligt i cirka 1.900 meters højde. Dette var stedet, hvor englænderne trak sig tilbage fra den varmeste tid, hvilket man også ser på byen. Den minder nemlig om det engelske højland med stenhuse, tåge og en del regn. Det er ikke for ingenting, at Nuwara Eliya kaldes for ”Little England”.

Der er en mindre basar og byens største seværdighed er teproduktionen og de fantastiske og afvekslende omgivelser: smukke temarker og plantager, frodige skove og tågefyldte plateauer. Vi besøger naturligvis en af de mange teplantager, hvor de særlige klimaforhold, der indbefatter to monsuner, er med til at fremelske ganske forskellige varianter af Ceylon-te. Sri Lanka er en af verdens største eksportører af te og vi har mulighed for både, at smage den verdensberømte te og købe te med hjem. 
Oprindeligt dyrkede man faktisk kaffe på Sri Lankas smukke bjergskråninger. Produktionen gik stærkt ned ad bakke fra omkring 1840 til det kollapsede omkring 1870. Herfra fandt englænderne på at indføre te fra Kina og plantagerne i Assam. De første teplantager på Sri Lanka, datidens Ceylon, blev opført i Peradenia og udgør nu en stor faktor i højlandets økonomi og jobskabelse. Smag endelig den vidunderlige sinhalesiske te undervejs, for den er i særklasse god. 

Fra højlandet via Rawana vandfaldet til lavlandet

Et par af dagens oplevelser:

  • Kørsel fra højlandet via Rawana vandfaldet til lavlandet og kystområdet
  • Tissamaharama, der er udgangspunktet for Yala Nationalpark
  • Måske eftermiddagstur til Kirinda lokal tempel område smukt beliggende ved havet

Efter morgenmaden kører vi en lang smuk tur fra højlandet ned til Yala Nationalpark, eller Ruhuna, som den også hedder. På vejen dertil besøger vi det smukke 25 meter høje vandfald, Rawana Falls, som er et af de bredeste i Sri Lanka. Det er et smukt sceneri, idet vandfaldet ligger omkranset af bjerge og dale. Her finder vi en dejlig ro i de grønne omgivelser.

Efter en flot køretur kommer vi ned mod Tissamaharama, der er udgangspunktet for Yala Nationalpark beliggende på det sydøstlige Sri Lanka – 350 km fra Colombo. Den 126.000 hektar store nationalpark er blandt Sydasiens mest skattede – og ikke uden grund. Den er virkelig smuk og et must for enhver naturinteresseret. 

  

Yala Nationalpark

Et par af dagens oplevelser:

  • Game drive i Yala Nationalpark, Sri Lankas berømte reservat, hvor der bla. Lever elefanter og leoparder
  • Langs sydkysten til Unawatuna, den smukke bugt og dejlige strand

Dagen starter med et tidligt morgen game drive ud i nationalparken. Et besøg her er næsten en sikker træffer, da vi fra jeep kan komme tæt på parkens enestående dyreliv. Yalas ret åbne landskab med sine krat- og træbevoksede enge, talrige vandhuller og små søer er formentligt det sted i verden, hvor sandsynligheden for at se leopard er størst – dette karismatiske, men notorisk uforudsigelige rovdyr, er her ret dagaktive. Leopardbestanden på Sri Lanka er større end i Indien, da de plettede katte ikke har konkurrence fra tigre – og alene Yala har over 40 leoparder. Men husk nu at leoparden stadig er meget svær at få at se. 

Desuden rummer Yala en stor bestand af vilde elefanter, der kan ses i små flokke i det mandshøje elefantgræs. Hvis man forventer sig hanner med lange stødtænder, bliver man muligvis skuffet, da Sri Lankas elefanttyre normalt mangler sådanne! Også de sorte, små og skovlevende kravebjørne har en god bestand i Yala – selv om de er svære at spotte. Læg dertil krokodiller, civetkat, gigantegern, sambar- og axishjort, vildsvin, skildpadder, vandbøfler, sjakal, langur- og maqaque aber - og så et fantastisk fugleliv med over 200 arter.

Vi forlader Yala Nationalpark og kører langs kysten til Unawatuna. Unawatuna er gennem de seneste år på mange måder blevet synonymt med Sri Lankas strande uden for charterområderne.
Unawatuna ligger i en lille fin bugt på blot en god kilometers længde. I den ene ende ligger en fin lille pagode og i den anden et klippebånd. Den beskyttede bugt, gør at der ikke er samme stærke understrøm, som man oplever mange andre steder på Sri Lanka, dog skal man altid være opmærksom på både brænding og strøm.
Man fristes næsten til at kalde Unawatuna for paradisisk, sandet er lækkert og gyldent, stranden er de fleste steder rigtig flot og fortsætter bugten rundt.

Vi overnatter på hotel beliggende direkte ved Unawatunas smukke sandstrand. Stedet har en hyggelig og intim stemning og fantastisk seafood retter i restauranten, der ligger med direkte udsigt over Unawatuna-bugten.

 

Afslapning ved den skønne Unawatunastrand

Et par af de næste dages  oplevelser og muligheder:

  • Afslapning ved den skønne Unawatunastrand
  • Unawatunas baggader med hyggelige cafeer, restauranter og butikker
  • Måske et besøg i en af Sri Lankas smukkeste byer, Galle – blot 10 minutter i en Tuktuk

Dagene ved Unawatunastranden går hurtigt med er at nyde omgivelserne og slappe af ved stranden og nyde veltilberedte fiskeretter på de lokale restauranter de næste dage.

Der er flere muligheder for dagsudflugter fra Unawatuna til fx Galle, som ligger en kort køretur i autorickshaw (tuktuk). Galle er Sri Lankas smukke gamle koloniby beliggende ved øens sydspids, hvor byens juvel består af et fort, som blev bygget af portugiserne og hollænderne.
Galle er en yderst smuk og charmerende by der i dag optræder på UNESCOs liste over verdensnaturarv. I kan leje cykler og besøge en af de nærliggende fiskerlandsbyer eller cykle en tur ud i rismarkerne, der ligger lige bag strandområdet.

 

Svajende palmer og azurblåt hav

Unawatunas kystbyggeri er en samling besynderlig klondike, men der er faktisk ret hyggeligt og bag selve strandområdet ligger der en hyggelig kyst landsby med en herlig og afslappet stemning. Her er et utal af hyggelige cafeer, restauranter og masser af småbutikker. Der kan være en glad og livlig stemning i Unawatuna men heldigvis er der endnu ingen vilde fester, men vi har erfaret, at der til tider kan høres musik fra cafeerne til ud på de sene aftentimer. 
Og alligevel er vi på alle måder langt fra charterturismes højhuse eller gigantiske internationale resorts og Hikkaduwas tunge trafik i gaderne. Unawatuna er på mange måder et udviklet rejsendes paradis, der hvor man oplever trope-Sri Lanka på bedste vis.

 

Skøn afslapning ved stranden - overvej kolonibyen Galle

I de stille gade bag strandområdet, er der masser af butikker, cafeer og stille landsbyliv - det er bestemt nogle dejlige dage i Unawatuna. 

Man kanogså tage en tuktuk til Galle, der er en af Sri Lankas mest interessante byer med en forrygende kolonihistorie. Den er utrolig hyggelig at gå rundt i - blandt markeder og hyggelige gader, cafeer og fiskersamfundet. Galle er bestemt et besøg værd.